Forskere giver forskellige svar på dette spørgsmål. Der er en gren af følelsesforskere, der understreger det universelle aspekt af følelser. Interessante studier har vist, at den måde, hvorpå visse grundlæggende følelser udtrykkes, er uafhængig af kulturelle påvirkninger, religion eller oprindelse. Andre undersøgelser har vist, at kulturer også kan have meget specifikke følelser og begreber, som de udtrykker på meget helt særlige måder. Japanerne har for eksempel begrebet “amae”, oversat til “frihed i sikkerhed”, en følelse, der udtrykker det samtidige behov for tryghed og afhængighed. Så der ser ud til at være kulturelt specifikke følelser såvel som grundlæggende universelle følelser (Scherer, 1994).
I denne sammenhæng taler Ekman (Ekman, 1994) om “visningsregler.” Dette betyder, at de grundlæggende følelser er universelle. Stadig lærer folk at vise disse følelser på forskellige måder, f.eks. med forskellige grader af intensitet, afhængigt af deres kulturelle påvirkninger. Og her ser det ud til, at den kulturelle faktor spiller en meget betydelig rolle. Det betyder, at det sociale miljø har en dyb indvirkning på den måde, jeg udtrykker følelser på, og måske endda på den måde, jeg oplever dem på. Alt dette overføres gennem vores opdragelse og de normer, vi derigennem er påvirket af (Russell, 1991).
Ekman, P. (1994). Moods, Emotions, and Traits. In P. Ekman & R. J. Davidson (Eds.), The Nature of Emotion (pp. 56-58). New York – London: Oxford University Fress.
Russell, J. (1991). Culture and the categorization of emotions. Psychological Bulletin, 110(3), 426-450.
Scherer, K. R. (1994). Evidence for Both Universality and Cultural Specificity of Emotion Elicitation. In P. Ekman & R. J. Davidson (Eds.), The Nature of Emotion (pp. 172-175). New York – London: Oxford University Fress.
Leave a Reply